Læs Mark D. Reiss, MD historie
Stifteren af Brit Shalom netværket
Jeg er pensioneret læge. Jøde, født i 1933, aktivt medlem af en konservativ synagoge og bedstefar.
Da jeg læste medicin i 1950erne blev stort set alle nyfødte drenge i USA omskåret. På trods af at forebyggende operationer ikke var noget, som man ellers udførte, lærte vi, at omskæring var det sundeste og mest korrekte at gøre. Vi lærte, at det kontrollerer masturbation, begrænser risikoen for kræft og for at blive smittet med seksuelt overført sygdomme. Vi lærte intet om forhudens anatomi eller funktion. Nyfødtes nervesystem blev opfattet som uudviklet og deres smerte blev undervurderet så meget, at den på det nærmeste blev ignoreret. Som ung læge deltog jeg i mange omskæringer. Gennem årene har jeg været vidne til brit milah i venners og families hjem. Jeg var mildt ukomfortabel med praksissen, men som de fleste læger og de fleste jøder gjorde jeg intet for at stille spørgsmålstegn ved omskæring.
I 1999 stod jeg overfor at skulle være bedstefar for første gang og min interesse i emnet blev mere fokuseret. Jeg lærte at flere og flere læger nu forstår, at de mulige fordele ved omskæring langt overgås af de risici og ulemper, der er forbundet med indgrebet. Det Amerikanske Akademi af Børnelæger (AAP) har erklæret at ”Rutinemæssig omskæring ikke er nødvendigt”. Uanset om den udføres af en læge på et hospital eller af en mohel ved en rituel brit milah er proceduren forbundet med markante komplikationsrater for infektioner, blødninger og endda dødsfald. Dødeligheden kan endda være højere end det antages pt. da nogle af disse dødsfald ikke tilskrives omskæring men i stedet sekundære årsager såsom blødning og infektion. Jeg har lært om den meget vigtige rolle som forhuden spiller for beskyttelsen af penishovedet (glansen) hos den nyfødte og for den seksuelle funktionalitet i voksenlivet. Det er også blevet påvist, at nyfødte føler smerte mere intenst end voksne gør og at mange af de spædbørn, der stopper med at græde under omskæring faktisk befinder sig i en choktilstand. Til min forbløffelse erfarede jeg, at USA er det eneste land i verden, der rutinemæssigt omskærer spædbørn uden religiøs begrundelse.
Med disse overvældende begrundelser for ikke at omskære, begyndte jeg at se på praksissen med rituel omskæring i det jødiske samfund og jeg erfarede, at omskæring ikke er et identitetsspørgsmål. Du behøver ikke være omskåret for at være jødisk, mere end du behøver overholde andre jødiske love. I bund og grund er det sådan, at hvis din mor er jøde, så er du jøde, punktum. Og i reform menigheder bliver også børn af jødiske fædre accepteret. Blandt jøder i Europa (kun ca. 40 % nyfødte jøder omskæres i Sverige), Syd Amerika og endda Israel er omskæring ikke noget alle gør. Et voksende antal amerikanske jøder lader nu deres sønner forblive intakte, i det de opfatter omskæring som en del af jødisk lov, som de ikke kan acceptere. Alternative brit b’li milah eller brit shalom ceremonier (rituelle navngivningsceremonier uden omskæring) udføres nu af nogle rabbinere. Et stigende antal intakte drenge går nu i religiøse skoler, står bar mitzvah og finder deres pladser som unge voksne i det jødiske samfund.
Som jødisk bedstefar vil jeg gerne forsikre unge par, der skal sætte børn i verden om, at der er andre medlemmer af ”de ældre” jødiske generationer, inklusive jødiske læger og endda nogle rabbinere, der føler, som jeg. Hvis dit hjerte og dine instinkter fortæller dig, at du skal lade din søn forblive intakt, så lyt!