Michael Sabirlars historie
Ovenfor fortæller Michael intenst, modigt og gribende sin historie om, hvordan det er at blive ufrivilligt omskåret. Michael blev navngivet Mustafa ved fødslen, men har skiftet navn af personlige årsager.
“Dette er min gave til dig”
Michael bor i Holland og har tyrkisk baggrund. Han er i dag 40 år gammel og fortæller, at han er vokset op med en muslimsk fundamentalistisk far. Han husker at blive omskåret i Tyrkiet i en alder af 8 år, ved en omskæringsfest (sünnet). Traditionelt lader familierne deres sønner omskære i 3 til 10 års alderen ved en af disse fester. Drengene klædes som små prinser, får gaver og vises frem i byen hvorefter de omskæres. Traditionelt bliver omskæring set som et overgangsritual hvor drengen bliver en mand.
“Dette er min gave til dig” fortæller Michaels far ham da han er 8 år gammel og bliver gjort klar til sin Sünnet. Michael fortæller, hvordan han var spændt, fordi han skulle have en gave, og han selvfølgelig ikke kendte til gavens indhold. Gaven viste sig at være at blive omskåret, og denne gave kunne Michael godt have været foruden. I lydklippet ovenfor fortæller Michael nærmere.
Michaels historie, som han i dag omtaler som et fysisk og psykisk traume, er ikke uhørt. Derimod deler han den med et væsenligt antal af drenge fra omskæringskulturer. “Alle accepterer det, og ingen taler om det!” fortæller Michael.
“Sikke en uheldig dreng, du er”
“Sikke en uheldig dreng, du er” siger Michaels far, 2 år efter Sünnetten. Michael er blevet indlagt grundet omskæringskomplikationer. Snittet var blevet lagt forkert af manden, der foretog omskæringen, og dette gav Michael vedvarende store smerter efter sin Sünnet. Dette endte i endnu et kirurgisk indgreb for Michael.
Michael glemte aldrig sin omskæring og som årene gik blev han mere og mere bevidst om sin krop. Han blev mere og mere bevidst om, at han manglede noget og dette noget var blevet taget fra ham. I starten vidste han ikke præcis hvad, men det gav ham en følelse af at være mangelfuld. Han begyndte derfor at opsøge sine forældre og omgivelser for at få svar. Det kom han aldrig langt med, fortæller han. Derimod oplevede han, hvordan hans forældre og omgangskreds mødte ham med tavshed eller vrede. Ofte, fortæller Michael, ville faren blive vred og begynde at sige ting som: “Sikken en tøsedreng, du er” eller “Hvis jeg havde vidst, at det ville være sådan en byrde, ville jeg måske ikke have gjort det. Tag dig dog sammen!”. Den manglende forståelse og vreden gjorde intet godt for forholdet mellem Michael og hans far og endte med at skabe splid mellem dem.
Manglende forståelse mødte Michael også hos sin mor, der begrundede det med renlighed og sundhedsmæssige fordele. Men, fortæller Michael frustreret, “Omskårne mænd skal vaske på lig fod med ikke-omskårne mænd. Det bliver ikke mere renligt bare fordi du omskærer og…”, fortsætter Michael,: “..hvis du, som forældre, ønsker at forebygge f.eks. kønssygdomme eller lignende, så lær dig barn at bruge kondom, når det en dag bliver seksuelt aktiv. Lad være med at skære i dets penis.”
Tavshed, manglende forståelse og vrede mødte Michael ikke blot fra omskæringskulturerne men også fra majoritetssamfundet i Holland, der ikke ønskede at anerkende eller tage stilling til hans historie eller følelser. Derimod ville de ignorere eller latterliggøre ham. Selvom han havde modet, vilje og styrken til at åbne sig op overfor andre mennesker gjorde disse oplevelser, at han i mange år forblev fuldkommen tavs og trak sig ind i sig selv.
“Hvad har det med mig at gøre?”
Måden der tales om omskæring og den dertilhørende kultur frustrerer Michael grænseløst. Han kan ikke begribe, hvorfor hans forældre gjorde det, hvorfor staten lod dem og hvorfor valget ikke kunne have været hans eget. Et sådan indgreb, fortæller Michael, der er skadeligt og potentielt farligt, både både fysisk og psykisk, burde have været hans eget valg og aldrig hans forældres. Han forstår, at det er svært at gribe ind overfor omskæringskulturerne, men vi burde stå sammen og gøre en indsats for at beskytte børn imod unødvendige indgreb: “Der er mere til omskæring end en kniv og et snit. Der er mange facetter og processer, men vi burde sammen gøre en indsats for at beskytte alle børn. At lade omskæring være er ikke svaret”.