Ny hud på hovedet
Mange omskårne mænd oplever gradvist, at følsomheden i penis bliver mindre og mindre. Når man er ung, generer det måske ikke så meget – nogle oplever det endda som en fordel, hvis de ellers har det med at “gå af” for tidligt. Men med alderen bliver det et problem for mange. Dette er også dokumenteret i lægeundersøgelsen af overlæge Morten Frisch og hans kolleger.
I værste fald kan denne nedsatte følsomhed ødelægge parforholdet, fordi man som mand får sværere og sværere ved at få udløsning, når forhuden mangler. Det, som oprindelig er en slimhinde på glans (“penishovedet”), er gradvist blevet til rigtig hud på grund af den manglende forhud til at beskytte, og med årene er denne hud oven i købet blevet grov og ufølsom ved friktion og manglende fugt. For kvindelige partnere er det også den ulempe, at glidefunktionen på penis mangler. Dét sammen med den hårdere hud kan give hende smerter eller ubehag ved samleje.
Men i den situation kan man faktisk godt gøre noget. Man kan skabe ny hud, der dækker penishovedet. Det hedder på engelsk Foreskin Restoration (“Forhudsgendannelse”), men desværre er betegnelsen misvisende. For man kan ikke gendanne forhuden med dens helt særlige nerveceller. Det man kan, er at strække huden på penisskaftet, så den gradvist kommer til at dække penishovedet, men den hud, der dannes på denne måde, er “almindelig hud” uden den særlige følsomhed, som den oprindelige forhud havde. Men det også kan være bedre end ingenting. For når penishovedet igen er dækket, opstår også den fugt, som oprindeligt var til stede. Dermed forandres penishovedets hud igen til en smidig slimhinde og noget af sin sin oprindelige følsomhed. Dog er følsomheden på penishovedet kun en del af den totale følsomhed, sådan som den opleves af mænd, der ikke er omskårne. Det er faktisk forhuden, der bidrager til den største del. Hvor meget der så er genvundet, er svært at sige – måske 20 %? Erfaringen fra mange mænd viser, at det ofte er nok til at få et ellers truet sexliv til at live op igen.
Der findes mange forskellige teknikker, der kan anvendes. Men alle går i princippet ud på det samme, nemlig at udsætte huden på penisskaftet for et konstant stræk. Når hud udsættes for stræk på denne måde, dannes nye hudceller. Processen er dog langvarig. Det tager mellem 1-4 år alt efter hvor snævert man er omskåret fra starten, hvor ihærdig man er, og hvor meget hud man stræber efter at få dannet.
Under denne tekst er en samling links til forskellige metoder. En af de mest brugte er TLC-Tugger, der er et redskab af silikone der griber fat i den smule hud, der måtte være og strækker den ud over penishovedet ved hjælp af elastikbånd, der bindes om knæet. Teknikken er udførligt beskrevet på TLC-Tuggers hjemmeside.
Hvad opnås?
Tildækning af glans og dermed genvunden smidighed, glathed og følsomhed dér.
Hvad opnås ikke?
- Forhudens elasticitet
- Forhudens særlige følsomhed
Ulemper
- Er tidskrævende
- Kan til tider være ubekvemt
- Kan til tider være ubelejligt (shorts)
- Forskydning af pung og hårgrænse
Den hud, der dannes, har ikke den oprindelige forhuds elasticitet. Den kan derfor ikke lukke sig omkring penishovedet, som forhuden kunne. TLC-Tugger tilbyder en lille redskab, en kræmmerhusformet “låg” med hul i begge ender, der sættes på penis med den nye hud og kommer til at sidde i spænd, så den selv holdes på plads og samtidig holder huden på plads.
Når huden fra penisskaftet er blevet strakt, følger hårgrænsen og pungen også med en smule. Hårgrænsen kommer til at strække sig længere ned ad penis end på uomskårne mænd, og pungen vil også blive trukket lidt frem. Specielt den forskudte hårgrænse kan give ubehag for den kvindelige partner, og i så fald bør hårene fjernes, hvilket for en del mænd i forvejen hører med til den almindelige pleje. Alt i alt mener mange mænd, at ulemperne opvejes af fordelene.
Det kan være svært at forestille sig, hvordan forhudsgendannelse egentlig finder sted, derfor har vi lånt denne illustrative video af en af producenterne af redskaber til forhudsgendannelse TLC Tugger.
Som medlem har du mulighed for at deltage i den Facebook-gruppe vedr. forhudsgendannelse, som vi er i gang med at etablere. Planen er også på sigt at arrangere små events for mænd, der gerne vil vide med mere om forhudsgendannelse. Der vil naturligvis være tale om diskrete arrangementer, da emnet af mange opfattes som meget privat.
Wikipedia: Foreskin restoration
TLC Tugger
Restoring foreskin
Foreskin Restore
NORM
Fighting for foreskin
The P.U.D. Tugger
Af Mikael Aktor, bestyrelsessuppleant