Intact Denmark inviteret til møder med FN’s rapportør for religionsfrihed

Danmark har i dagene 14.-22Heiner_Bielefeldt. marts haft officielt besøg af FN’s særlige rapportør for religionsfrihed, Heiner Bielefeldt. Han har haft en stående invitation fra den danske regering til et sådan besøg, men har først nu, på eget initiativ, valgt at komme til Danmark på denne fact-finding mission. Det er faktisk ret usædvanligt, da europæiske lande meget sjældent ses som mål for disse besøg.

Under besøget afholdt Bielefeldt møder med relevante grupper i det danske samfund, religiøse såvel som repræsentanter for civilsamfundet. Intact Denmarks Lena Nyhus modtog en invitation til at mødes med Heiner Bielefeldt, der ønskede at blive klogere på den danske debat om drengeomskæring.  På mødet deltog også Intact Denmarks næstformand, Mikael Aktor, og børnelæge Morten Staberg, initiativtager til den for nyligt omtalte underskriftsindsamling blandt læger med opfordring til Lægeforeningen om en revideret politik på området.

På mødet gjorde vi rede for vores grunde for arbejdet med at få vedtaget en 18-års lavalder for drengeomskæring. De centrale argumenter, vi nævnte, er barnets ret til fysisk integritet, ligestilling af piger og drenge, og Bioetikkonventionens krav om, at personer, der ikke kan give eget samtykke, f.eks. børn, kun må udsættes for operationer, der er til direkte fordel for deres helbred.

Især ét punkt overraskede Bielefeldt, nemlig at der ifølge det særlige register for rituel omskæring i 2014 kun var foretaget fire omskæringer af den jødiske mohel, en oplysning der også er bekræftet af tidligere overrabbiner Bent Lexner i dagspressen. I betragtning af at der lever omtrent 8000 jøder i Danmark, harmonerer dette lille antal dårligt med udsagnet om, at en lavalder for omskæring vil være enden for jødisk liv i Danmark.

Bielefeldt inviterede os til fremlæggelsen af den foreløbige rapport på et pressemøde i Institut for Menneskerettigheder d.22. marts. Her kunne vi konstatere, at han kun i ringe grad har inddraget vores kritik i sin rapport. Han nævner dog, at flertallet af danskere ifølge meningsmålingerne ønsker en lavalder, og han nævner også, at dette bakkes op af flere læge-, omsorgs- og børnerettighedsorganisationer, og at det har været fremført specielt af Intact Denmark. Ikke desto mindre antager han, at den fortsatte mulighed for at omskære babydrenge er en forudsætning for jøders og muslimers fortsatte eksistens i Danmark, idet han skriver:

“Det er så meget desto mere vigtigt, at de, der engagerer sig i den offentlige debat, er opmærksom på emnets følsomhed, og på hvor dybt det påvirker mange jøders og muslimers religiøse identitet. Regeringen har ansvar for at forsikre Det Jødiske Samfund i Danmark, også gennem klare offentlige udmeldinger, at dets eksistens og fremtid i Danmark er sikret og hævet over enhver tvivl.”

Vi blev inviteret til at kommentere hans foreløbige rapport, hvilket vi naturligvis vil gøre. Der er en splittelse blandt menneskerettighedstænkere på dette område, og vægten bevæger sig i disse år i retning af børns rettigheder. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat er til stede i disse sammenhænge og taler for drengenes ret til selv at bestemme, om de vil omskæres. Sammen med andre foreninger mod børneomskæring verden over – også jødiske og muslimske – påvirker vi støt og roligt opinionen. På den anden side skal vi naturligvis være opmærksomme på, at FN, også FN’s Komite for børns rettigheder, afspejler sammensætningen i FN, hvor både USA, Israel og andre lande i Mellemøsten har stor indflydelse.

– Mikael Aktor, næstformand, Intact Denmark – Forening mod omskæring af børn

Opfølgning

Link til Heiner Bielefeldts foreløbige rapport.

Intact Denmarks kommentarer til den foreløbige rapport:

Comments_on_preliminary_report_from_Denmark