Intact Denmark bliver jævnligt kontaktet af fortvivlede forældre, der gerne vil forhindre omskæring af deres børn.

Typisk er det en partner eller tidligere partner, der vil gennemtvinge en omskæring. Sommetider er det andre pårørende, f.eks. bedsteforældre.

Fælles for sagerne er, at den forælder, der henvender sig, er meget bekymret for barnet. Bekymringen går dels på konsekvenser og mulige komplikationer ved omskæring og dels på risikoen for at barnet bliver fanget i en konflikt mellem forældrene.

Intact Denmark anbefaler altid først og fremmest konfliktnedtrapning. Barnets tarv skal altid være det absolutte fokus. Ingen børn er tjent med at blive kastebold i konflikter mellem voksne.

Følgende anbefalinger er udarbejdet med barnet i centrum.

  • Hav altid barnets overordnede trivsel i fokus Prioriter god kommunikation og samarbejde mellem forældre og andre pårørende. Husk, at alle parter normalt handler med udgangspunkt i omsorg for barnet, selvom det kommer til udtryk på meget forskellig vis.
  • Barnets egen mening tæller En ung, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret samtykke til omskæring. Intact Denmark anbefaler dog en mindstealder på 18 år for omskæring af raske personer. Ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning om omskæring skal børn under 15 år, der er i stand til at forstå situationen, informeres og inddrages i beslutningsprocessen vedr. omskæring. Barnets tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og relevante, tillægges betydning.*
  • Forældremyndighed og samtykke Ifølge reglerne skal begge forældre informeres og give samtykke til omskæringens udførelse, hvis der er delt forældremyndighed. Det er altså IKKE tilladt for én forælder at få omskåret barnet mod den anden forælders vilje.*
  • Få en uvildig bisidder I tilspidsede konflikter mellem forældre er det en god idé at få en bisidder for barnet.  Bisidderen kan hjælpe barnet med at give sin mening til kende. Det kan f.eks. være en socialrådgiver, en professionel fra Statsforvaltningen eller en frivillig bisidder fra Børns Vilkår. (Det er gratis at benytte bisidder)
  • Få udarbejdet en en omskæringsindsigelse hos din advokat Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer må omskæring må kun udføres, hvis der er enighed blandt forældrene.* Derfor kan det være en fordel at udarbejde en omskæringsindsigelse, der slår fast, at du ikke giver samtykke til omskæring, og at du vil retsforfølge, hvis barnet bliver omskåret alligevel. Du kan benytte Intact Denmarks standard omskæringsindsigelse. Sørg for at læse vejledningen grundigt.
  • Orienter relevante myndigheder og barnets netværk Sørg for, at det bliver noteret i alle relevante sagsakter, at barnet er intakt (stadig har sin forhud) og at der ikke er enighed om omskæring blandt forældrene. Det kan være relevant at orientere familie, venner, praktiserende læge (samt evt. specialister), skole, dagsinsitutioner, Statsforvaltning og sociale myndigheder.

 

 

*Læs mere i Sundhedsstyrelsens Vejledning om drengeomskæring

Tema: Pena af Anariel Design.