Kære Finn Schwarz, en aldersgrænse for omskæring ER legitim indenfor religionsfriheden

Den 15. februar i Kristeligt Dagblad påstod den tidligere formand for Det Jødiske Samfund i Danmark, Finn Schwarz, at det aktuelle borgerforslag for en 18 års mindstealder for omskæring af raske børn er uladsiggørligt, da der skulle være fuldstændig enighed blandt jurister og juridiske institutioner om, at en aldersgrænse strider med religionsfriheden. Denne påstand, om enighed mellem jurister og institutioner, er dog lodret forkert.

Religionsfriheden er nedskrevet i Grundlovens § 67, som har den grundregel, at: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer mod deres overbevisning.” Religionsfriheden er dog ikke ubegrænset, men sætter sine grænser for, hvad man i religionens navn kan tillade sig ved også at inkludere følgende undtagelse: ”dog at intet læres eller foretages, som strider med sædeligheden eller den offentlige orden.” Denne undtagelse glemmer Finn Schwarz at omtale.

Folketingets Kirkeudvalg har ved brev af 4. december 2017 (KIU alm. Del – spørgsmål 15) bedt Kirkeminister Mette Bock besvare om omskæring falder ind under Grundlovens bestemmelser om religionsfriheden. I svaret til dette spørgsmål har Kirkeministeren fået hjælp fra vores højeste juridiske myndighed, nemlig Justitsministeriet, hvor ministerens svar konkluderer, at:

”Grundlovens § 67, 2. led, indeholder den begrænsning for religionsfriheden, at den ikke beskytter gudsdyrkelse, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. Det antages i den forbindelse, at lovgivningsmagten er overladt et vidt skøn til at bestemme de grænser, der følger af hensynet til sædeligheden eller den offentlige orden…” 

Her siger jurister fra både Kirke- og Justitsministeriet, at en aldersgrænse for omskæring er op til lovgivningsmagten (Folketinget) at bestemme.

Institut for Menneskerettigheder offentliggjorde i Maj 2014 et policy brief om en aldersgrænse for omskærings legitimitet indenfor internationale konventioner, hvor de skrev følgende konklusion:

”Efter Institut for Menneskerettigheders vurdering strider omskæring af drenge ikke mod internationale konventioner. Men det gør et forbud heller ikke. På den ene side vil Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol eller FN’s Børnekomité næppe finde, at rituel omskæring af drenge er i strid med menneskerettighederne. På den anden side vil en politisk beslutning om et forbud mod omskæring næppe være i strid med internationale konventioner. Det er derfor op til Folketinget at beslutte, om omskæring af drenge skal være tilladt eller ej i Danmark.”

Både Kirke- og Justitsministeriets, og Institut for Menneskerettigheders jurister vurderer, at en aldersgrænse for omskæring er legitim indenfor dansk og international ret om religionsfrihed. Hvilke jurister Finn Schwarz refererer til, der skulle vurdere, at en aldersgrænse ikke er juridisk mulig, står dog uvist.

Det vil derfor suverænt være op til Folketinget at vurdere borgerforslaget for en 18-års mindstealder, når denne når de krævede 50.000 underskrifter.

Borgerforslaget kan støttes ved at trykke på HER.

Hvis du vil støtte vores arbejde for borgerforslaget, så kan du donere ved at trykke på HER.

Udgivet af