I min optik fortjener intet raskt barn – pige, dreng eller interkønnet – at blive udsat for kønskirurgi. Jeg ser ingen argumenter for at udsætte et raskt barn for en amputation, som barnet for evigt skal leve med. Derfor afviser jeg legitimiteten ved at omskære raske drenge. Alle former for pigeomskæringer er for længst forbudte, men jeg ærgrer mig over, at drenge og interkønnede ikke er juridisk beskyttet.
BLIV MEDLEM af Intact Denmark – det koster kun 100 kr. pr. kalenderår
Omskæringsfortalernes grundlag for at tale for at skære i specifikt drengebørn, baserer sig mest på forældrenes religionsudøvelse på vegne af deres dreng. Ideen om at forældre gennem Grundloven har en religionsfrihed til permanent at skære i et andet individ, vil jeg gerne udfordre med dette indlæg.
Jeg vil fokusere på, hvilken principiel problematik det er, når samfundet accepterer omskæringsritualer på drenge, der ikke selv kan give samtykke, alene med henvisning til forældrenes religionsfrihed, uden hensyntagen til barnets – individets – religionsfrihed.
Forældrebesluttede omskæringer mod umyndige og raske børn, strider med principperne kropslig integritet og seksuel autonomi. Man fratager et raskt barn sin funktionsdygtige forhud, som med sin glideeffekt og følenerver på ingen måde er irrelevant for drengens senere seksuelle nydelse. Og dette kun, hvis omskæringen går problemfrit, hvilket mange ikke gør.
Når drengeomskæringer endda er religiøst baseret, skærer man som forældre for livet sin overbevisning ind i drengens penis. I stedet burde forældre respektere, at tro til syvende og sidst er et individuelt anliggende, og så lade drengene selv bestemme, om de vil omskæres religiøst, når de er gamle nok til selv at tage stilling.
Drengene er omskæringernes centrale part, men alligevel ignoreres deres behov for at få beskyttet deres naturlige kroppe, da det i dag er retssædvane at vægte hensyn til forældrenes religion over drengenes rettigheder.
Det strider i allerhøjeste grad mod drenges ret til kropslig integritet og er også et unødvendigt permanent fysisk religiøst mærke – ligesom en tatovering – på drengenes krop.
Religiøse drengeomskæringer baserer sig tragisk på, at så længe drengene er for unge og ukvalificerede nok til at træffe beslutninger, giver det forældrene en besynderlig legitimitet til at skære i barnets raske legeme. At få drenge skåret i, mens de ikke kan sige og gøre fra, er bagtanken bag omskæringsfortaleres standpunkt.
Omskæringsfortaleres argument for at skære drenges funktionelle forhud bort, er ofte, at drengen har behov for et religiøst fællesskab. Et fællesskab man derved må forstå afhænger af udseendet på drengens penis.
Fra visse jødiske og islamiske kredse hører man, at omskæring af drenges penisforhud er så afgørende for deres fællesskaber, at en aldersgrænse vil få disse fællesskaber til at krakelere.
Til de kredse vil jeg gerne spørge, om det virkelig kan være rigtigt, at en lille drengs penis for evigt uden sin forhud er afgørende for at acceptere drenge ind i fællesskabet?
Hvorfor er det, at man uden drengens samtykke, vil tvinge ham i resten af sine dage til både at leve med en religiøst beskåret krop, han aldrig har ønsket og leve med, at hans forældre tvang ham til at være anderledes end alle andre intakte drenge?
Hvad siger det om et religiøst fællesskab, når et barns penis, skal være så afgørende? Er det for disse fællesskaber virkelig en troværdig trosbekendelse fra drengens side, når han omskæres uden en eneste form for samtykke?
I Danmark har vi alle religionsfrihed – forældre som børn, kvinder som mænd. Dog ikke ubegrænset ritualfrihed. Ritualer, der bortopererer sunde dele af børns krop, bør ikke være tilladt med henvisning til religionsfriheden. Hvis vi som samfund virkelig vil overholde vores grundlovssikrede religionsfrihed for alle, er der kun ét middel: Folketinget skal vedtage, at omskæringer af raske drenge kun må ske fra drengens 18-års alder, når han er kvalificeret nok til selv at bestemme, om han ønsker at lade sig omskære.
En aldersgrænse vil sikre, at ingen dreng bliver tvangsomskåret. Forældrene har mulighed for at overbevise deres myndige søn om deres religiøse overbevisning. Ingen mister rettigheder, bare fordi man skal vente til, at sønnen bliver 18 år og selv kan vurdere, hvad der for livet er bedst for hans krop.
Det danske pigeomskæringsforbud er ikke perfekt. Kønslemlæstelser af piger sker fortsat, men antallet er reduceret. Tiden er inde til, at vi sikrer alle børn samme ret til kropslig integritet, seksuel autonomi og religiøs frihed – uanset køn.
Forældrenes overbevisning er ikke et argument for at skære i et raskt barn.
Jeg vil gerne afslutte med at nævne artikel 24, stk. 3 fra FN-konventionen om Barnets Rettigheder, som Danmark har forpligtet sig til at opretholde:
”Deltagerstaterne skal tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelsen af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed”.
Forfattet af Güray Baba
—
Indlægget er redigeret efter den oprindelige offentliggørelse med udgangspunkt i konstruktiv kritik fra vores læsere. Tak!