Der bliver skrevet meget – rigtigt meget – om drengeomskæring i medierne i øjeblikket. Det er vi glade for, men vi har svært ved at følge med og få lagt alt op her på siden. Nedenstående indlæg, forfattet af psykoterapeut, sexolog og forfatter Maria Marcus og offentliggjort i Kristeligt Dagblad d. 27. september 2013, har vi dog heldigvis nået at få med.

Maria Marcus rejser et meget vigtigt spørgsmål, nemlig om ikke man kunne indføre et symbolsk ritual i stedet for omskæring.

Selvfølgelig kan man det. Det er der da heldigvis også en række jødiske menigheder verden over over, der har valgt at gøre, de har oprettet et Brit Shalom netværk. Brit Shalom betyder Fredelig Pagt. Det er et velkomstritual for jødiske drengebørn, der ikke indbefatter omskæringsritualet Brit Milah, altså Pagt ved Omskæring.

Intact Denmark samarbejder med grundlæggeren af Brit Shalom netværket Mark D. Reiss, der er læge. Han er medlem af en konservativ jødisk menighed, svarende til Mosaisk Troessamfund i Danmark og også medgrundlægger af organisationen Doctors Opposing Circumcision. Der har udgivet en meget grundig Genital Integrity Policy Statement, hvor en lang række af de studier, der er blevet gennemført vedr. drengeomskæring, gennemgås.

Omskæring er irreversibel – Snak om åndsfrihed skygger for menneskelig forståelse

Jeg vidste ikke, om jeg skulle le eller græde, da jeg læste Carsten Hjorth Pedersens kommentar til det Radikale Venstres planer om at forbyde omskæring af drenge. Han forsvarer omskæring af 8 dage gamle drengebørn født af jødiske forældre, og han gør det i åndsfrihedens navn, i modsætning til noget han kalder ekstrem-individualisme.

Han mener, at hvis omskæring er et fysisk overgreb på små drenge, så er det da ikke værre end det psykiske overgreb, som udøves på små piger, der døbes ind i kristendommen. Desuden så kan begge børn jo, som han siger, gå ud af fællesskabet, når de har alderen til det!

Så er det bare spørgsmålet, hvordan man “går ud af” den manglende forhud – som forældrene jo ikke har opbevaret og i givet fald engang ad åre kan finde frem, så drengen kan få reetableret sin penis?

Vi har konfirmationen, hvor den store pige har mulighed for at bekræfte dåben som indvielsesritual, som et symbol på det kristne fællesskab. Men vi har også fået noget man med et lidt fjollet udtryk kalder non-firmation: Pigen siger netop ikke ja, hun bekræfter ikke dåben, og dermed heller ikke sit tilhørsforhold i dette kristne fællesskab. Skulle vi så også indføre noget, der tilsvarende kunne hedde non-skæring, hvor den store dreng får mulighed for at tage stilling til det jødiske fællesskabs “kollektive værdier”, som han intetanende er blevet tvangsindlagt til – til en pris af en vigtig legemsdel?

Men det er jo desværre ikke muligt. Den handling var nemlig netop ikke symbolsk, den var reel i den fysiske verden. Og den er irreversibel: Den unge mand har en penis uden forhud for resten af livet, med de gener – eller eventuelt de fordele – det medfører for hans seksualitet. Det kan der ikke ændres på, og det skal der heller ikke, for det er godt det samme, mener Carsten Hjorth Pedersen: Dels er det trygt og godt for små børn at være med i et stærkt fællesskab, som skaber identitet og beskyttelse – dels kan det være sundt for større børn at have noget at gøre oprør imod.

Det er i grunden ejendommeligt, at dette noget specielle børnepsykologiske ræsonnement fremføres af lederen af et kristent pædagogisk institut – når nu kristendommen netop konsekvent opererer med symbolske ritualer: Man drikker jo ikke blod til nadveren, men den symbolske altervin; man dykker heller ikke hele personen i vand ved dåben, men nøjes med tre små symbolske stænk på hovedet.

Hvorfor så pludselig forsvare en jødisk kulturs ældgamle, fundamentalistiske, ekstremt fysiske ritualer? Og det i en tid, hvor der også i jødiske kredse er ved at blive åbnet op for muligheden af at gøre indmeldelsen i fællesskabet symbolsk, eventuelt ved et prik i forhuden –

så den unge mand senere i livet selv kan bestemme, om han vil omskæres?

Skal jeg le eller græde – eller måske bare ryste på hovedet… Jeg må tilstå: Jeg synes det var rystende læsning, og jeg kom faktisk til at græde. Over denne manglende jordforbindelse og denne fornægtelse af menneskers ret til selv at bestemme, hvilke kollektive værdier de vil vedkende sig. Og så blev jeg vred. For den holdning kalder jeg ikke åndsfrihed. Det kalder jeg manglende menneskelig forståelse.

– Maria Marcus.

Maria Marcus afgik ved døden d. 22. januar 2017. Læs mere om hendes virke her.