Hendes Majestæt Dronningen og Prinsegemalens sarkofag er netop blevet færdig. Den er placeret i Roskilde Domkirke, nærmere bestemt i Den Hellige Skt. Birgittas kapel.
Skt. Birgitta repræsenterer et ganske særligt kapital i Den Katolske Kirkes historie og trækker en tråd hele vejen op til nutidens omskæringsdebat. Det gør det oplagt at benytte lejligheden til at fortælle lidt om Birgitta.
Pesten – Guds straf
Skt. Birgitta blev født i 1303 og døde i 1373. Hun er formentlig den mest berømte og allerhelligste af de svenske helgener. Hun var kendt for sin fromhed og sit arbejde for at løfte Sverige ud af det moralske forfald, som hun mente nationen befandt sig i. Det var tydeligt, for den pest, der raserede Europa måtte være Guds straf.
Jesus på korset
Skt. Birgitta begyndte at opleve syner af Jesus som 10-årig og blev kendt for sine syner og hellighed allerede i en tidlig alder, hvilket førte hende på en livsbane som indflydelsesrig og fejret nonne. Hendes første syn var af Jesus på korset, men senere antog hendes syner en anden form. Det vender vi tilbage til.
BLIV MEDLEM af Intact Denmark – det koster kun kr. 100 pr. kalenderår
Den Hellige Forhud
På Skt. Birgittas tid – i middelalderen – spillede Den Katolske Kirke en enorm rolle i samfundet og i sagens natur var Jesus i centrum for den religiøse dyrkelse. Det foregik i stort omfang ved tilbedelse af relikvier f.eks. Jesu forhud.
Historierne varierer lidt, men det korte af det lange er (i bogstaveligste forstand), at Jesu forhud blev bevaret efter hans omskæring og siden kom i den katolske kirkes besiddelse. Den første dukkede op omkring år 800 og blev foræret til Pave Leopold d. III. Se sådan en gave er ikke til at kimse af.
På et tidspunkt gik der lidt inflation i det med forhudsrelikvier, så der var 12-18 kirker, der var hjemsted for Jesus forhud – samtidigt – rundt omkring i Europa.
Kunsten at smage på forhuden
Relikvier, der havde relation til Jesus havde naturligvis en særlig status, derfor blev de også genstand for en stor svindelindustri. Kirken løste problemet ved at udvælge læger med særlige evner udi kunsten at skelne Jesu forhud fra billige efterligninger i læder. Deres opgave var at smage på forhuderne for at vurdere, om der virkelig var tale om Jesus jordiske rester. Læger, der havde smagt på Jesu legeme blev kaldt croques-prépuces.
Denne type læger var naturligvis særligt hellige og stod i ganske høj agtelse i kirken. Deres forbindelse med Jesus var jo helt i særklasse, fordi de helt konkret havde modtaget Jesu legeme.
Nonne i ekstase
Dermed er vi tilbage ved Den Hellige Birgitta. Hun begyndte på et tidspunkt at få en særlig klasse af syner. Birgitta oplevede visioner, hvor hun smagte på Jesu forhud og oplevede intens ekstase. Hun beskrev selv, at sødmen ved smagen af Jesu legeme var så overvældende, at hun følt en transformation af alle sine lemmer.
Det var klart for kirken, at kun den allermest hellige person ville blive begavet med syner af den kaliber og dermed kom Birgitta i overhalingsbanen til helgenkåring. Kombinationen af hendes arbejde for den svenske moral og hendes direkte forbindelse til Jesus gennem Den Hellige Forhud var uovertruffen.
Ikke alle troede på relikviernes ægthed
I den katolske kirke var der dog enkelte, der var noget skeptiske overfor hele forestillingen om, at der skulle kunne findes en ægte udgave af Jesus forhud, for den var naturligvis steget til himmels sammen med Guds søn, da han genopstod.
Munken Leo Allatius skrev en bog om forhudens himmelflugt kaldet De Praepution Domini Nostri Jesu Christi Diatriba. Det betyder noget i retning af En diskussion om Vorherre Jesu Kristi forhud.
Gode katolikker drøfter ikke Jesus forhud
På et tidspunkt gik det op for den katolske kirke, at lidt for mange morsomheder kunne udledes af forholdet til Jesus forhud, så i år 1900 udstedet Pave Leo d. XIII et dekret, der indebærer, at enhver katolik, der taler om emnet bliver øjeblikkeligt ekskommunikeret. Sikke noget.
Dermed er der kun tilbage at ytre et rungede…
“Gud bevare forhuden!”