Sygeforsikringen “danmark” i “shitstorm” om tilskud til omskæring af raske drengebørn.
Radio24syv fortalte i går d. 7. nov. 2016, at det er muligt for forældre at få 85% tilskud til omskæring af raske drengebørn. Det har medført en storm af vrede henvendelser fra medlemmer af “danmark”, der er imod sygeforsikringens politik på dette område.
BLIV MEDLEM af Intact Denmark – det koster kun kr. 100 pr. kalenderår
(Hør udsendelsen fra Radio24syv her – indlægget fortsætter nedenfor.)
(Såvidt vi kan se, stammer billedet, som Radio24syv har anvendt, ikke fra en klinisk omskæring, men fra en jødisk omskæringsceremoni)
En bekymret borger har endda startet en underskriftsindsamling, der på ganske kort tid har fået mere end 1.000 underskrifter.
“danmark” har udsendt en redegørelse, der viser, at muligheden for tilskud ikke har været anvendt i forbindelse med omskæring af raske drengebørn de sidste 2 år “Der har derfor ikke været grund til bekymring, hverken for medlemmernes kontingentkroner eller for at “danmark” de facto medvirker til rituel omskæring af drengebørn.”
Intact Denmark har netop været i kontakt med “danmark”s adm. direktør Allan Luplau om sagen. Luplau har været meget imødekommende. Vi har derfor aftalt at mødes på fredag kl.13.30.
På mødet vil vi fra Intact Denmarks side redegøre hvorfor omskæring af raske børn er en krækelse af deres grundlæggende ret til kropslig integritet, seksuel autonomi og religiøs frihed. Vi vil ligeledes dokumentere for “danmark”, at både Børnerådet, Red Barnet og en lang række andre børnerets- og sundhedsorganisationer anbefaler en aldersgrænse for omskæring.
Endelig vil vi redegøre for, at omskæring af raske børn er i direkte strid med lægeløftet og med den europæiske bioetikkonventions artikel 6, stk. 1, der klart viser, at kirurgi og anden behandling af mennesker, der ikke kan samtykke skal være til deres utvetydige fordel.
Vi håber, at “danmark” vil vedtage en undtagelse af deres tilskudsregler, der bringer dem i overensstemmelse med Bioetikkonventionens bestemmelser.