Som religionsstuderende sad jeg for et par år siden til en forelæsning, hvor min forelæser viste et pasfoto af en person med en si på hovedet. Nogle grinte lidt, da forelæseren fortalte, at sien var personens religiøse hovedbeklædning. Det blev dog hurtigt indset, at billedet ikke blev vist for at more, men som et eksempel på hvad vi som mennesker gør og kan gøre ved at referere til religiøs overbevisning.
Dernæst opstillede min forelæser et scenarie for at få en diskussion i gang: En gruppe af mennesker ønsker at lovliggøre et ritual, hvor forældre tatoverer deres børn.
Øvelsen gik nu ud på at diskutere, om det ville kunne lade sig gøre i religionsfrihedens navn. Der var konsensus blandt samtlige studerende, som markerede med bemærkninger, at det ville være usandsynligt at give tilladelse til det i en dansk kontekst. Nogle sagde, at det ville være etisk forkert, mens andre påpegede, at det ville være juridisk selvmodsigende, jf. tatoveringsloven, hvor der er en 18-års aldersgrænse.
Så sagde min forelæser det, der blev startskuddet til min interesse i omskæringsdebatten: Men er det ikke interessant, at det er lovligt at skære i drenges penisser? Udover at det var fagligt relevant, var det for mig personligt interessant, eftersom jeg selv har gennemgået en rituel omskæring som 7-årig.
BLIV MEDLEM af Intact Denmark – det koster kun 100 kr. pr. kalenderår
Jeg havde ikke rigtig tænkt på det tidligere, og derfor bestemte jeg mig for at læse og tænke på det. Hvad betød omskæring for mig? Hvad betød det for min krop og min selvforståelse? Jeg gjorde mig naturligvis mange overvejelser, men min afklarende vurdering er, at forhuden for mig ikke er en overflødig del af kroppen – den har helt konkrete funktioner og nerver.
Det er klart, at der er utallige mennesker, som er tilfredse med deres omskæring; det kan være, at tilfredsheden bunder i slægtstradition, et særligt kropsideal, kulturelt/religiøst tilhørsforhold eller noget helt fjerde. Autoriteten af omgivelsens normer, forældres ord og årtusindgammel litteratur kan – især når det gælder omskæring – overrule lægefagkyndiges ord.
Men da omskæring er et konkret, kropsligt og irreversibelt kirurgisk indgreb mener jeg, at det ikke skal kunne foretages uden et myndigt samtykke fra indehaveren af forhuden.
En politisk ikke-stillingtagen til drengeomskæring er ikke alene et udtryk for et absurd religionsfrihedskoncept, hvor der bogstavelig talt gives tilladelse til at bortskære i drenges raske kroppe, men simpelthen også kønsdiskrimination: Jeg synes, at det må være et helt rimeligt krav at stille, at raske drenge skal kunne nyde samme retslige beskyttelse mod omskæring på samme måde som piger.
Som sidste bemærkning vil jeg medgive, at jeg ser gerne, at det i vores samfund bliver mere normalt at gå med en si på hovedet end at skære i drenges penisser – sien kan i det mindste tages af igen.
Forfattet af Yusuf Alici