Intact Denmark tager afstand fra personlig hetz

bigstock-Adult-And-Child-Hand-Print-43262344Mange forskellige personer arbejder for, at vi får vedtaget en lavalder for drengeomskæring i Danmark. Intact Denmark er ikke den eneste gruppe. Det er selvfølgelig glædeligt, at modstanden mod drengeomskæring breder sig til forskellige grupper i samfundet. Det viser at denne sag har bred appel. Men der er også forskellige opfattelser af hvilke metoder og argumenter, der tjener sagen bedst. Intact Denmark stræber efter saglig og respektfuld debat, der fokuserer på facts og børns rettigheder. Vi tager afstand fra angreb eller hadefulde ytringer rettet mod enkeltpersoner og minoriteter i vores samfund.

Senest har Helene Bjerno iværksat en aktion, som Intact Denmark tager skarpt afstand fra. Aktionen er foreslået i Facebook-gruppen “Forbud mod børneomskæring 2015”, som ikke er en del af Intact Denmark. Aktionen går ud på at sende pakker med blodige bleer til en række politikere. Selv om der ikke er tale om rigtigt blod, er det en voldsom provokation. Specielt til Ida Auken vil der medfølge en mail, hvor der spørges, “hvorfor hun mener, at det at skære i børn er lig med frihed”. Hvis ikke hun svarer, agter Helene Bjerno at offentliggøre den manglende besvarelse. Intact Denmark har i stedet inviteret Ida Auken til at mødes og diskutere drengeomskæring, hvilket Ida Auken har accepteret.

Intact Denmark har før kritiseret Helene Bjerno for hendes aggressive Facebook-opdateringer, og vi tager skarpt afstand fra hendes nuværende kampagne. Vi mener ikke provokationer er den rette vej, idet de nemt fjerner fokus fra det egentlige, nemlig børnenes rettigheder.

Intact Denmark mener, at saglig formidling af viden om forhudens funktion og om børns rettigheder er den eneste vej frem. Vi inviterer alle parter, politikere og repræsentanter for omskæringskulturer, til dialog og diskussion, om hvordan vi bedst sikrer børnenes rettigheder fremover.

På vegne af foreningen,
Lena Nyhus – forkvinde & Mikael Aktor – næstformand.