Det handler om børns tarv
Der skal ikke være nogen tvivl: Intact Denmark accepterer ikke hatespeech under nogen omstændigheder. Foreningen opfordrer til sober, respektfuld og faktabaseret debat om børns tarv og menneskerettigheder, særligt når det gælder omskæring af raske børn.
Intact Denmark er stiftet af mennesker med både jødisk, kristen og muslimsk baggrund og har en klart defineret holdning til diskrimination; det vil vi hverken deltage i eller bidrage til. Tværtimod. Vi er en multikulturel forening.
BLIV MEDLEM af Intact Denmark – det koster kun kr. 100 pr. kalenderår
Det plejer at blive respekteret både på foreningens hjemmeside og på Facebook, men ind i mellem sker det, emnet tiltrækker mennesker, der vil misbruge debatten om omskæring til diskrimination af minoritetsgrupper.
Kræver en respektfuld og faktabaseret debat
Når det sker, bliver disse mennesker budt velkommen i debatten, men klart orienteret om, at kommentarer, der ikke er respektfulde og faktabaserede vil blive slettet. Vi tolererer ikke racisme, facisme, nazisme eller nogen anden form for diskrimination.
Normalt sker der det positive, at folk tager imod velkomsten og justerer deres debatform eller simpelthen forlader siden.
Falsk nazi-profil
I dag antog debatten på Intact Denmarks Facebookside dog en helt anden og langt mere dyster form.
Siden fik besøg af en falsk profil ved navn Adolph Petersen, der skrev en tydelig anti-Semitisk kommentar, der opfordrede til at løse problemer med omskæring på samme måde som nazi-Tyskland. Man må antage, at det er en hentydning til nazisternes forfølgelse og udryddelse af minoriteter. Kommentaren kan ses her (“det problem løste nazi-tyskland – lad os tage deres løsning til os”)
Kommentaren blev lagt op på tråden Omskæring er grov vold ifølge domstol i Århus, der omhandler en helt frisk banebrydende dom vedr. ulovlig omskæring af en lille dreng med alvorlige komplikationer til følge.
Kort proces
Vi har naturligvis slettet kommentaren øjeblikkeligt, indberettet profilen til Facebook og blokeret den fra at kommentere yderligere på Intact Denmarks Facebook, men nu står vi tilbage med en alvorlig overvejelse, omkring bevæggrundene bag denne falske profil.
Hvad er motivet?
Umiddelbart kan man forestille sig to mulige årsager til at oprette en falsk profil af denne type. Enten er vedkommende, der har oprettet profilen, virkelig en racist med en dybt ubehagelig indstilling til mennesker fra omskæringskulturer, eller også er profilen oprettet af en person, der gerne vil udstille modstandere mod omskæring som racister på trods af at omskæringsmodstanden bunder i omsorg for børn – ikke racisme. Det er en strategi, der er meget kendt på sociale medier som Facebook.
Uanset udgangspunktet er den adfærd så lav og så langt fra den ordentlige og saglige tilgang til omskæringsdebatten, som Intact Denmark lægger for dagen, at det eneste vedkommende har opnået er en gedigen falliterklæring.
Intact Denmark fortsætter som hidtil
Intact Denmark vil også fremover opfordre til en åben faktabaseret debat på foreningens Facebookside. Vi vil fortsætte med at byde alle velkommen og som udgangspunkt, vil vi ikke slette kommentarer med mindre de kommer fra en person, der gentagne gange har valgt at overskride sidens retningslinjer. Vi vil dog som hidtil tage klart afstand fra diskriminerende kommentarer og udelukke brugere fra siden, hvis de insisterer på at kommunikere på den måde.
Ingen regel uden undtagelse
Trods vores erklærede ønske om ikke at slette diskriminerende kommentarer, men hellere tale dem imod og opfordre til ordentlig dialog, er der undtagelser. Skulle det ske, at vi igen får en indædt racistisk kommentar fra en falsk profil, vil vi igen gøre kort proces:
- Anmelde kommentaren til Facebook
- Slette den
- Blokere profilen
Intact Denmark har nultolerance overfor had og diskrimination. Bum!