Af Mikael Aktor, lektor, ph.d, i religionshistorie, Syddansk Universitet og medlem af bestyrelsen i Intact Denmark
I anledning af at 1. januar fejres som dagen for Jesus’ omskæring.
Blandt religiøse kredse er der en tendens til at opfatte drengeomskæring som en uomgængelig nødvendighed. Også andre er tilbøjelige til at godtage ideen om, at drengeomskæring blev beordret i Bibelen for jøderne én gang for alle, og at muslimer senere fulgte i Bibelens fodspor. Men sådan hænger det ikke sammen. Som alle andre ritualer har drengeomskæring en historie. Ritualet blev indarbejdet blandt visse jødiske stammer og blev først derefter forankret som en religiøs pligt i Bibelen. Den oprindelige metode var ikke den samme som i dag. Drengeomskæring har gennemgået forandringer og er foranderligt.
Historien kort fortalt
Omskæring blev praktiseret i Egypten, der i dele af oldtiden strakte sig op langs den østlige middelhavskyst. Af egyptiske relieffer kan vi se to vigtige detaljer: Der var tale om et ungdomsritual, og der var tale om afskæring af den yderste forhud, ikke fjernelse af al forhud. Også Israelitterne kan have praktiseret dette ritual på et tidligt tidspunkt, ikke som et obligatorisk ritual, ikke som et barndomsritual og ej heller som et ritual der var forbundet med nogen idé om en pagt med Gud. Hvad vi ved er, at ritualet som pagtsritual udført på spædbørn først omtales i Første Mosebog kapitel 17. Her befales Abraham, at alle israelitiske drenge fromover skal omskæres på ottendedagen efter fødslen som et tegn på pagten mellem Gud og Israeliterne.
Men allerede i kapitel 15 har Gud indgået en lignende pagt med Abraham, der ind til kapitel 17 hedder Abram. Dog, denne tidligere pagt omfatter ikke omskæring, men blot at Abram skærer en række offerdyr over i to halve hver. Dette var i forvejen en gængs metode til at forsegle en aftale.
Maleri af Fra Angelico, 1452
To pagter med Gud
Hvorfor optræder der to versioner af pagten mellem Abram/Abraham og Gud i Bibelen? Det vi kender som Gamle Testamente er blevet til i flere omgange. I Første Mosebog skelner man mellem et tidligere lag, kaldet Jahvisten, og et senere lag, kaldet Præsteskriftet, hvoraf det sidste betragtes som en sen redigering af det første. Denne præstelige redigering har fundet sted i perioden 539-332 før vor tidsregning, efter at israeliterne var vendt tilbage fra tilfangetagelse i Babylon (597-539 f.v.t.). Den præstelige elite så tilbage på ulykkerne i Babylon som Guds straf for at israeliterne havde tilbedt andre guder, og de ønskede at garantere en ny forpligtende forbindelse mellem det israelitiske folk og Gud, som samtidig sikrede folkets etniske renhed gennem fadelinjen, en betingelse der i forvejen gjaldt for præsteslægterne. Pagten mellem det israelske folk og Gud blev derfor skærpet med omskæringsritualet, som en fader er forpligtet til at udføre på sin nyfødte søn. Kapitel 17 i Første Mosebog knyttede dermed babydrengeomskæring til den fremtidige eksistens af det israelitiske folk. Men altså først så sent som i det femte-sjette århundrede før vor tidsregning og først efter den historiske erfaring af et påtvunget eksil.
Dog var der stadig tale om et omskæringsritual der begrænsede sig til afskæring af den yderste løse del af babydrengenes forhud. Det ændrede sig først omkring år 150 efter vor tidsregning. I århundrederne fra 332 før vor tidsregning til 136 efter vor tidsregning var israeliterne under græsk og romers herredømme bort set fra en kort periode. I denne periode var der periodiske og gentagne konflikter mellem israeliterne og disse magthavere. Det store tempel i Jerusalem blev smadret af romerne i år 70 og blev aldrig genopbygget. Det medførte adskillelige reformer i det israelitiske religiøse miljø nu kendt som rabbinsk jødedom.
Den græsk-romerske påvirkning bevirkede, at der opstod grupper af “helleniserede jøder”, dvs. jøder der indoptog eller assimilerede sig i forhold til græsk-romersk kultur. Der opstod spændinger mellem disse grupper og mere nationaltsindede, der modsatte sig sådanne former for assimilering. Blandt de helleniserede jøder var der flere der tilpassede sig det græske æstetiske ideal, der anså omskæring som barbarisk. Disse mænd praktiserede forskellige former for stræk af forhuden for at tilpasse sig det græske uomskårne ideal. Især brugen af snore, der snørede den resterende forhud sammen omkring glans blev benyttet. Derved straktes huden gradvist og kunne til sidst dække glans. Perioder med forfølgelse kunne være yderligere motiv til på denne måde at skjule sin jødiske identitet, hvilket af de nationaltsindede blev set som udtryk for fejhed.
En ny omskæringsmetode
For at imødegå denne praksis blev omskæringsmetoden reformeret. Dette skete sandsynligvis efter den store jødiske Bar Kokhbar opstand, der endte med at romerne jævnede Jerusalem med jorden i 136 efter vor tidsregning og stort set fordrev jøderne fra det palæstinensiske område, hvilket blev indledning til de mange efterfølgende århundreders diaspora.
Den nye metode havde tre dele:
- omskæring (milah) af den yderste løse forhud som hidtil
- løsnelse og fuldstændig afskæring (periah) af den forhud der på babydrenge er fæstnet til glans
- renselse af såret med munden (metsitsah b’peh, en praksis der i dag kun udføres af visse grupper af ultraortodokse jøder, primært i USA)
Det nye var altså at omskæring nu indebar at al forhud fjernes, ikke kun den yderste løse del. Den tidligere kendte strækmetode med snore ville ikke kunne anvendes efter en sådan omskæring. Først i nyere tid er der udviklet metoder til forhudsgendannelse hos mænd, der har gennemgået en fuld omskæring af al forhud. Dog, der er rettelig tale om en falsk forhudsgendannelse , da den hud der gendannes jo ikke har den oprindelige forhuds egenskaber
Læs mere om forhudsgendannelse – foreskin restoration
Den omskæringspraksis som senere blev overtaget af muslimer var den reformerede metode, hvor al forhud fjernes. Det fremgår af islamiske kilder fra 1200-tallet, der klart foreskriver, at al forhud skal bortskæres fra glans. Dette betragtedes som obligatorisk inden for nogle af de muslimske retsskoler (den shafi’itiske), men ikke inden for alle. Ritualet skal ifølge samme kilde helst udføres på syvendedagen, men det kan også udføres senere i barndommen.
Omskæring er foranderligt
Det, der er værd at bemærke ved omskæringsritualets historie er, at det er foranderligt og reformerbart. Det blev gjort obligatorisk i en given periode i den tidlige jødiske historie på grund af særlige omstændigheder, og det blev yderligere reformeret og skærpet mange århundreder senere på grund af andre historiske omstændigheder.
I dag gør nye historiske omstændigheder sig gældende, især et voksende internationalt fokus på børns rettigheder gennem bl.a. FNs Børnekonvention. Hvis ritualet kunne opstå og forandres, kan det også forandres baglæns, og – under indflydelse af den forøgede styrkelse af børns rettigheder – afsluttes. Vi ser denne tendens ikke alene i form af et internationalt pres fra grupper som Intact Denmark, Forening mod Børneomskæring, men også i form af en begyndende tilbagegang i udførelsen af ritualet blandt jøder og muslimer i sekulariserede samfund.
Kilder
Glick, Leonard B. 2005. Marked in Your Flesh: Circumcision from Ancient Judea to Modern America. Oxford University Press.
Wensinck, A.J.. “K̲h̲itān.” Encyclopaedia of Islam, Second Edition. Edited by: P. Bearman, Th. Bianquis, C.E. Bosworth, E. van Donzel, W.P. Heinrichs. Brill.