Den Jødiske Verdenskongres har d.12. marts henvendt sig til FN’s Menneskerettighedsråd med et krav om at få et forbud mod drengeomskæring og rituel slagtning anerkendt som brud på religionsfriheden. Den Jødiske Verdenskongres opfordrede Heiner Bielefeld, der er FN’s Særlige rapportør for religions- eller trosfrihed, til i sin 
næste rapport til Menneskerettighedsrådet at “betragte begrænsninger af rituel slagtning og omskæring som krænkelser af religionsfriheden.” Bielefeldt har foreløbigt anerkendt, at spørgsmålet om drengeomskæring ganske rigtigt er en sag, der menneskeretsligt vedrører religionsfriheden, dog uden at tage stilling til henvendelsen fra Den Jødiske Verdenskongres.
I mellemtiden har Sune Lægaard, lektor på RUC, i et indlæg på religion.dk taget spørgsmålet om forholdet mellem religionsfriheden og disse to ritualer op til egen vurdering. Han mener principielt, at hvis jøder og muslimer tilfredsstillende kan dyrke deres religion uden at foretage de nævnte ritualer, kan de næppe siges at være nødvendige for disse gruppers religionsudøvelse. Dermed kan et forbud mod disse praksisser også dårligt siges at krænke religionsfriheden. Når det gælder slagtning, har jøder og muslimer i forvejen tilpasset sig en situation, hvor slagtning uden foregående bedøvelse er forbudt, og hvor rituelt slagtet kød i stedet importeres udefra.
Noget anderledes forholder det sig med drengeomskæring, mener Sune Lægaard. Her er der tale om et ritual, som nogle jøder og muslimer mener, er påkrævede i deres religion. Men i diskussionen om omskæring er argumentationen fra jødiske og muslimske debattører også (eller måske snarere) udtryk for en bekymring over den negative holdning til religiøse minoriteter, de mener, ligger bag modstanden mod drengeomskæring. Han stiller derfor spørgsmålet, om hvorvidt religionsfriheden på nogen måde kan siges at være begrænset af det omgivende samfunds holdninger alene. Religionsfriheden er ikke absolut, men begrænset blandt andet af, om dens udøvelse indebærer en krænkelse af andre personers fundamentale rettigheder. Tilsvarende gælder, at en særlig religiøs praksis sjældent er absolut betingelse for religiøs selvidentitet. Et forbud mod drengeomskæring er derfor ikke per automatik en krænkelse af jøders og muslimers religionsfrihed.
Dette bekræftes også af direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen. I et indlæg fra d.14. marts konkluderede han at et forbud mod drengeomskæring godt kan gennemføres uden at udgøre en krænkelse af religionsfriheden. Omvendt mener han ikke, at hensynet til menneskerettighederne ligefrem nødvendiggør et forbud. Men hvis politikerne vedtager et forbud mod drengeomskæring – og det er det, vi i Intact Denmark arbejder for – vil det ikke i udgangspunktet være et brud på religionsfriheden eller andre menneskerettigheder. Et forbud vil dog med sandsynlighed føre til at repræsentanter for jødiske og muslimske grupper vil indklage Danmark for FN’s Menneskerettighedsdomstol, og ingen kan i dag på forhånd sige, hvordan afgørelsen vil falde ud.
Blandt menneskerettighedsaktører er der fortalere for begge synspunkter: både til fordel for et forbud mod drengeomskæring og mod et sådant forbud. I forbindelse med omtalen af Den Jødiske Verdensråds henvendelse til FN’s Menneskerettighedsråd, skrev Morten Frisch ganske rigtigt:
“Lige som FN har en særlig repræsentant for religions- og trosfrihed, findes der heldigvis også en særlig FN repræsentant for bekæmpelse af vold mod børn. I 2012 udgav denne repræsentant, Marta Santos Pais, en visionær rapport udarbejdet af 9 indflydelsesrige internationale græsrodsbevægelser (NGO’er) og 9 regionale repræsentanter, der tilsammen går under navnet “The International NGO Council on Violence against Children”.
Den omfattende FN rapport fra 2012 havde titlen: “Violating children’s rights: harmful practices based on tradition, culture, religion or superstition“.
Rapporten omtaler rituel drengeomskæring i krystalklare vendinger som et af de overgreb, der bør stoppes:
“Indtil for nyligt er drengeomskæring kun blevet udfordret i det omfang, det blev udført af ikke medicinsk uddannet personale under uhygiejniske forhold og uden smertelindring. Men en analyse ud fra barnets rettigheder indebærer, at ikke medicinsk begrundet omskæring uden samtykke fra drengen – uanset omstændighederne – udgør en grov krænkelse af drengenes rettigheder, herunder retten til kropslig integritet, tænke- og religionsfrihed og beskyttelse mod fysisk og mental vold.”
Denne 2012 rapport til beskyttelse af børn mod voldelige overgreb er fuldstændig klar i spyttet: Rituel drengeomskæring er en grov krænkelse af drenges ret til kropslig integritet og selvforvaltning.”
Tingene står ikke stille, og der er et skred i gang til fordel for barnets rettigheder. Drengeomskæring uden medicinsk grund og uden samtykke fra den person, der er under kniven, er legemsbeskadigelse og vold. Det, der skal til, for at få indført en lavalder, f.eks. på 18 år, så den unge mand selv får lov at bestemme over sit kønsorgan, er et fortsat folkeligt pres. Intact Denmark opfordrer derfor alle, der støtter denne sag, til at ytre sig – i trykte og på sociale medier, blandt venner og på arbejdspladsen. Før eller siden må vores politikere reagere.