‘Politiken – Dagens citat‘ 5.3 bragte Kristian Leths konstatering, at ‘næsten ingen’ omskårne jødiske mænd har særlige indvendinger mod omskæring af drenge.
Analogt kan anføres, at pigers kønsorganer i en del samfund beskæres af kvinder, der selv er omskårne og tilsyneladende ikke har særlige indvendinger mod indgrebet.
Sundhedsstyrelsens underlødige ‘notat‘ og revision 2013 om lægelig omskæring af drenge blev sønderlemmet af overlæge Morten Frisch i kroniken 4.3, også med henvisning til indsigelser fra hjemlige lægefaglige organisationer.
Sundhedsstyrelsen/-ministeren må erstatte de anakronistiske retningslinjer for fortsat rituel omskæring af drenge i Danmark med et forbud.
I modsat fald bør ministeriet – i tolerance, ligestillings og forældrerets navn – naturligvis give tilladelse til omskæring også af pigebørn i dansk sundhedsvæsen. Uanset evt. lægelige protester.
Carsten Murmann, antropolog, mag. sc.
Nattergalevej 4, Allerød
Vi har modtaget dette indlæg fra Carsten Murmann, der forgæves har forsøgt at få det optaget i Politiken. Vi ved fra både Politiken og andre medier, at de modtager mange indlæg om omskæring og ikke kan bringe dem alle. Det vil vi til gengæld gerne prøve, så send os gerne dine tanker, så deler vi dem her på vores hjemmeside og via Facebook (forudsat de er i overensstemmelse med vores vedtægter og kommunikationspolitik).