DEBATindlæg i Berlingske d. 28. februar 2014 af Martin Lysdahl Styregruppemedlem, Intact Denmark
Birthe Rønn Hornbech (V) går i Berlingske 24. februar til forsvar for rituel omskæring. Hun starter med at fortælle os, at Jesus var omskåret, og at vi har vidst dette, siden danerne blev kristne for ca.
tusind år siden.
Jovist, men Bibelen har også fortalt os gennem de sidste tusind år, at homoseksualitet skulle være forkert. Heldigvis er vi kommet meget videre end det som samfund, således at vi i dag har lovgivning, der beskytter mod overgreb på homoseksuelle. Vi har løsrevet os fra mange forestillinger om virkeligheden, som ligger meget langt tilbage i fortiden i forhold til, hvor samfundet befinder sig i dag. Ligeledes bør det være på tide at gøre op med en forestilling om, at forældre skal have en ukrænkelig ret til at skære deres børns forhud af, fordi det står skrevet med »Guds blæk«.
Birthe Rønn Hornbech fortæller os, at omskæringsdebatten bærer præg af, at vi først nu skulle have fundet ud af, at det finder sted. Virkeligheden er en anden.
Vi har altid vidst, at det foregik, det er bare først nu, at vi er kommet til den erkendelse, at det, der foretages, faktisk er et overgreb på barnet. Tidligere troede man, at omskæring var entydigt positivt sundhedsmæssigt. Man troede, at forhuden var uden funktion og faktisk var mere i vejen end til gavn – derfor mente man, at det gav fin mening at fjerne den.
I dag ved vi, at det ikke er sandt. Forhuden har indtil flere funktioner: Følsomhed, beskyttelse, smørelse og en mekanisk glidefunktion. Fjerner man den, fjerner man således funktioner fra kroppen.
LÆS OGSÅ Alternativer til jødisk drengeomskærelse
HELDIGVIS ER DET et fåtal af omskårne mænd, som oplever alvorlige komplikationer, men jeg mener, at selv den mindste bivirkning eller ændring af kroppens funktionalitet uden medicinsk begrundelse er et decideret overgreb. Man fjerner de førnævnte funktioner – inklusiv adskillige tusind følenerver. Alt det har vi lært, siden vi blev introduceret for indgrebet for tusind år siden. Og nu står vi med en kamp mellem to rettigheder. En gruppes religionsfrihed over for et individs ret til kropslig integritet. Som liberal burde Rønn Hornbech vægte individets rettigheder højere, end hun tydeligvis gør.
Omskæring er, som Birthe Rønn Hornbech anfører, vigtig for jødedommen i traditionel forstand. Præcis som dåben er det for kristendommen i traditionel forstand. Dog må jeg her citere Det Jødiske Samfund i Danmarks hjemmeside for følgende: »Det er et valg, der er meget mere markant end dåben. Omskæring kan ikke gøres om.«
LÆS OGSÅ Venstres Ungdom vedtager resolution mod drengeomskæring
Jøderne i Danmark erkender altså selv, at omskæring er meget mere indgribende end den kristne dåb. Dermed synes det tåbeligt at foretage den sammenligning, som Rønn Hornbech forsøger at slippe af sted med. Ligeledes vil jeg mene, at hendes påstand om, at et forbud skulle medføre kvaksalveri og indgreb foretaget under tvivlsommme forhold, er særdeles grundløs. Da vi fik forbud mod pigeomskæring, så vi ikke den tendens, og der er ingen grund til, som Rønn Hornbech tilsyneladende gør, at mistænke folk fra omskæringskulturer, muslimer og jøder, for at være mindre lovlydige end alle andre.