Religionsfrihed bør nuanceres

Steffen KjærulffReligionsfrihed bør nuanceres skriver Steffen Kjærulff i et åbent brev til Radikale Venstres folketingsgruppe bragt i Folkets Avis som reaktion på P1 Debatten tirsdag d. 11. februar 2014 mellem partiets sundhedsordfører Camilla Hersom og Intact Denmarks næstformand Leo Milgrom.

“Partiet fortjener stor tak for den modige stillingtagen i den voksende folkelige debat om den fortsatte frihed til at foretage medicinsk ubegrundet forhudsamputation på små drenge med henvisning til religiøst tilhørsforhold. Men i den i øvrigt forbilledligt styrede debat mellem Leo Milgrom og Camilla Hersom blev det krystalklart trykket op, at vi må have nuanceret den lovmæssige definition på begrebet religionsfrihed.” fortsætter Kjærulff og forklarer, at det er tvingende nødvendigt at religionsfriheden ikke bliver et skjold, der kan bruges til at forsvare handlinger, der i andre sammenhænge ville være helt uacceptable f.eks. det at skære i raske børns kønsorganer.

Til slut spørger Kjærulff “Så er det ikke på tide, at vi får nuanceret det lovmæssigt formulerede begreb ”religionsfrihed”, så det kommer til at indbefatte de allerede vedtagne konventioner, der beskytter børn?” Det spørgsmål er Intact Denmark naturligvis også meget spændte på at erfare svaret på, så vi følger med interesse hvad Radikale svarer Kjærulff. Læs hele det åbne brev Religionsfrihed bør nuanceres i Folkets Avis.

Debatten var affødt af Leo Milgroms medvirken i udsendelsen DR2 undersøger: Omskåret mod sin vilje, der blev bragt mandag d. 10. februar. I udsendelsen undersøger Leo Milgrom gennem samtaler med sin mor, en barndomsven og via spørgsmål til Mosaisk Troessamfund (stillet af forkvinde Lena Nyhus), hvorfor omskæringsritualerne stadig gennemføres i den jødiske kultur og især hvorfor hans forældre ikke fravalgte indgrebet.

Forud for udsendelsen d. 10. februar 2014 besøgte Leo Milgrom DR2 Morgen, efter at have set det indslag gjorde Kjærulff sig følgende refleksioner:

Ønsket om et forbud handler ikke om antisemitisme eller anti-islam. Men det er påfaldende at så mange verden over nu konstaterer, hvilke udtalte begrundelser der oprindeligt blev anvendt for at indføre omskæring af drenge, – en praksis, der så står i kraftig modsætning til f.eks. den passus i lægeløftet, som blev til ud fra Hippokrates (ca. 400 f. Kr.) og hans visioner for lægegerningen, bl.a. ”Først og fremmest ikke forvolde smerte eller skade” – f.eks. finder vi opfinderen af vores elskede cornflakes, John Kellogg, der i 1877 udtalte ”The operation should be performed by a surgeon without administering an anæsthetic, as the brief pain attending the operation will have a salutary effect upon the mind, especially if it be connected with the idea of punishment…” (John Harvey Kellogg, Plain facts for old and young, 1877) – eller længere tilbage i tiden filosoffer som Philo af Alexandria og Moses Maimonides, der nedskrev, at indgrebet decideret var rettet mod den mandlige seksualitet. Altså kort sagt: at der bag dette religiøse ritual ligger et (slet) skjult ønske om at manipulere med mandens medfødte seksuelle instinkter gennem en bevidst bortfjernelse af en del af hans kønsorgan, hvor tilmed smerten ved selve indgrebet nævnes som gunstig for det ønskede resultat.

Bliv medlem af Intact Denmark – Forening mod børneomskæring, det koster kun kr. 100,- om året.

Samtidig med at disse oprindelige grunde nu i stigende grad afdækkes rundt omkring, må vi stille spørgsmålet: hvorfor har et par af de store religioner pr. tradition gjort de menneskelige følger af omskæring til et tabubelagt emne? Hvorfor skal vi helt op i moderne tid, før der for alvor bliver stillet alle mulige spørgsmål ved dette gamle ritual? Og mere bredt: hvilke grunde har vi i dag til fortsat at lade menneskeskabte ideer som f.eks. denne om ”omskæringens nødvendighed” passere som et acceptabelt kulturelt arvegods, til trods for at det er i modstrid med de hensyn til barnet, som vi i stigende grad ønsker at stadfæste. Vi har da f.eks. indset at incest, altså seksuel udnyttelse af forsvarsløse børn, ikke er nogen god ide, – selvom denne ide i uhyggelig grad har været udbredt blandt mange kulturer. Vi afskaffede også slaveriet, en anden menneskeskabt ide, selvom ønsket om denne afskaffelse i begyndelsen vakte vild opstandelse og forargelse.

Kan vi ikke stille spørgsmålstegn ved religioners ret til at have og aktivt udøve ideer, bare fordi disse er gamle, traditionsforbundne eller identitetsrelaterede?

Det er vigtigt at være opmærksom på:

* at dette ”felttog” imod drengeomskæring ikke handler om antisemitisme eller anti-islam, men om at beskytte barnet og familien som samfundsbærende element.

* at der faktisk er mange i de to religiøse grupper, der nu vender sig imod ritualet og finder nye ublodige alternativer.

* at et stigende antal sundhed- og lægefaglige instanser bare i det seneste år offentligt har taget afstand fra eller direkte vendt sig imod forhudsamputation.

* at over 70% af den danske befolkning nu tilsyneladende er imod medicinsk ubegrundet forhudsamputation, udført på mindreårige, umyndige drengebørn.

* at denne form for lemlæstelse i virkeligheden allerede i vores lovgivning kan ses at være ikke-tilladt, men at det er ”praksis” at man ser igennem fingre med det.

Et gennemgående træk ved traumer er, at de ofte forsvinder fra ”skærmen”, de fortrænges, fordi de er svære at have med at gøre. Derfor kan et menneske sagtens blive voksent, før det støder på en konfrontation med barndomstraumer.

Hvad det er for ”værktøjer” eller ”teknikker”, som vi blandt tilhængerne ser taget i anvendelse for at ignorere den kendsgerning, at man med en rituel omskæring dels overtræder konventionerne om menneskerettigheder, dels udfører en handling af lemlæstende og traumatiserende karakter? Hvorledes kan det lade sig gøre for os andre at forstå de psykologiske mekanismer, der får jøder og muslimer til at kræve dispensation fra den lovgivning og den holdning, der i øvrigt præger vores moderne samfund, når det handler om krænkelse af menneskets krop? Og hvordan kan vi få en ”openhearted” diskussion om, hvor meget vi mennesker kan tillade os i form af ”selvtægt” (som omskæring jo er), når vi samtidig søger efter en skaber, en guddom, som vi tillægger almægtighed og uendelig visdom? Hvor er ydmygheden henne i religioners søgen efter sandheden, når man holder fast ved ritualer som dette, på trods af de efterhånden tungtvejende indicier imod det?

Jeg skrev dette på en underskriftindsamling for nyligt: “This movement is – like Mandelas fight against apartheid, like the abolition of slavery and like any other stuggle to protect persons against abuse – a part of humaity´s development towards dignity, respect and justice for all! Nobody should be afraid of this quest!”

Jøderne er selv og har selv været ofre, og hvor ville det være stort, hvis de nu ville ophøre med selv at skabe ofre, som de gør det med dette gamle ritual.