Siden de svenske og norske barneombudsinstitutioner sidst i september meldte klart ud til fordel for en aldersgrænse for mandlig omskæring, har debatten været livlig.
I Dagbladet ridser juristen Magnus Forsberg argumenterne mod drengeomskæring op ved at gennemgå alle de argumenter, der typisk fremføres for at bevare ritualet. Den norske barneombudskvinde Anne Lindboe kritiserer i Aftenposten en leder i samme avis for at støtte forældrenes såkaldte ”ret” til at skære i deres nyfødte drengebørns kønsorganer og forklarer, hvorfor et samlet norsk fagmedicinsk miljø går ind for en aldersgrænse for drengeomskæring, således at det kun er mænd, der giver aktivt samtykke, der kan blive omskåret uden medicinsk grund. F.eks. skrev lederne af den norske Børnelægeforening, Helsesøstrene, Børnekirurgisk forening, Børnesygeplejeforbundet, Rådet for lægeetik og den norske barneombudskvinde en kronik i Aftenposten med en detaljeret argumentation for at forbyde ikke medicinsk begrundet omskæring af drenge under 18 år.
Religionsforskere er også gået aktivt ind i debatten. Religionshistoriker Dag Øistein Endsjø går i Aftenposten i rette med kollega Torkel Brekkes forsvar for drengeomskæring og påviser det inkonsekvente i at forbyde pigeomskæring, men ikke drengeomskæring. Dag Øistein Endsjø gennemgår også de retslige aspekter ved et forbud mod drengeomskæring i en kronik i Dagbladet, hvor han afviser, at et forbud er en indskrænkning af forældrenes religionsfrihed. Følg selv den norske debat i vores norske søstergruppe Stopp rituell omskjæring av norske barn