
Jamen, det er sandt, ligestillingsminister Manu Sareen er altså købt og betalt. Han har bortauktioneret sig selv til fordel for en god sag. Det er der jo kun godt at sige om, for han er en travl mand. Faktisk så travl, at det hidtil har været helt umuligt for Intact Denmark – Forening mod børneomskæring at få et møde med ham om, hvorfor man gerne må skære i drenges raske kønsorganer, når man ikke må skære i pigers. Man skulle ellers tro, at det var et kerneområde for en ligestillingsminister.
Det har dog ikke stoppet Intact Denmark, der simpelthen har lavet en indsamling blandt medlemmerne med det formål at få ministeren i tale.
– Selvfølgelig er det en sjov gimmick, at vi har købt ministeren på auktion, men det er altså også ganske alvorligt og måske endda en falliterklæring for demokratiet, at vi hidtil ikke har kunnet få en eneste minister i tale om drengeomskæring. I sidste uge anbefalede Europarådet, at drenge beskyttes mod omskæring af deres raske kønsorganer, indtil de når en alder, hvor de kan bestemme selv på et oplyst grundlag. Det er præcis dét vores medlemmer ønsker indført her i Danmark. Udtaler forkvinde Lena Nyhus.
– Fordi man er bange for at træde nogle religiøse mindretal for nær, undlader man fra politikernes side at tage stilling til drengeomskæring som menneskerettighedskrænkelse, selvom en række mænd med bl.a. jødisk og muslimsk baggrund er trådt frem og har fortalt om, hvordan de oplever det som en krænkelse af dem, at de blev omskåret som børn. Fortsætter hun.
Omskæring fjerner halvdelen af hudoverfladen på penis, sammen med halvdelen af følsomheden og hele forhuden erotiske og beskyttelsesmæssige funktionalitet. Mange omskårne mænd lever udmærket trods den nedsatte følsomhed, men et stigende antal mænd giver offentligt udtryk for at de oplever gener som følge af omskæring.
I henhold til FNs børnekonvention har børn ret til beskyttelse af deres liv, krop og sind samt til beskyttelse mod potentielt skadelige traditioner. En helt ny undersøgelse fra Rigshospitalet viser, at 5,1% af alle omskårne i deres regi lider af ”væsentlige komplikationer” af indgrebet.
Både Europarådet, Lægeforeningen, de nordiske børneombudsmænd, foreningen for kliniske sexologer i norden, Børnerådet, Sex og Samfund og en lang række andre internationale organisationer tager skarpt fra omskæring af raske børn og mener, at indgrebet bør udsættes til det enkelte menneske når en alder, hvor vedkommende selv kan tage stilling til konsekvenser og mulige komplikationer, samt vurdere hvorvidt omskæring er afgørende for deres oplevelse af kulturel og religiøs tilknytning.
Yderligere oplysninger kan indhentes hos forkvinde Lena Nyhus på tlf. 20 83 37 67. Der kan desuden formidles kontakt til omskårne mænd med både jødisk, muslimsk og kristen kulturbaggrund, der gerne giver interviews.
– Lena Nyhus, forkvinde
—
Intact Denmark er stiftet af omskårne og intakte. Mænd og kvinder. Vi har både jødisk, muslimsk og kristen baggrund. Nogle er troende andre ikke. Vi dækker hele det politiske spektrum og går i dialog med alle partier, men foreningen er apolitisk. Vi arbejder for børns ret til egen krop og for børns ret til beskyttelse mod unødvendige operationer, som de ikke kan give informeret samtykke til. Vi arbejder for individets ret til egne seksuelle organer og til eget valg af religion. Man skærer da ikke i raske børn.