Af Lena Nyhus, forkvinde
Børn skal beskyttes mod lemlæstelse
Sundhedsminister Astrid Krag (SF) vil ikke forbyde drengeomskæring. Angiveligt mener hun ikke, at det er nødvendigt.
Men sagen er, at der ikke er nogen som helst grund til at bortamputere et sundt og raskt organ fra et barn, der intet fejler. Lad os lige holde fast i det.

Af Lena Nyhus, forkvinde for Intact Denmark – Forening mod børneomskæring
Det betyder altså at:
Vores lovgivere vil ikke beskytte vores drengebørn mod at blive skåret i uden grund – på det allermest følsomme sted på hele kroppen.
Vores lovgivere vil ikke beskytte vores drengebørn mod at få fjernet op mod halvdelen af alle følelegemer fra deres penis.
Vores lovgivere vil ikke beskytte vores drengebørn mod at få begrænset deres seksualitet for livet.
Vores lovgivere vil ikke ligestille vores drengebørn med pigebørn.
Måske skyldes det, at politikerne simpelthen ikke ved, at forhuden har 16 forskellige funktioner?
Måske skyldes det, at politikerne ikke finder det vigtigt, at mange af disse drenge lider af problemer med deres seksualitet og psyke, når de bliver voksne.
Måske skyldes det, at politikerne ikke er klar over, at det er nødvendigt at skrælle forhuden af det spæde penishoved, for at kunne skære den af. Den er nemlig i langt de fleste tilfælde ikke vokset fri fra penishovedet på omskæringstidspunktet.
Måske skyldes det politikerne ikke kan forestille sig hvor smertefuldt det må være, når der kommer urin og afføring i det åbne sår, der dækker halvdelen af barnets penis?
Måske skyldes det, at politikerne ikke mener, at drengebørn har den samme ret til beskyttelse mod unødig lidelse som hunde, der ikke må halekuperes, eller heste, der ikke må brændemærkes?
Bliv medlem af Intact Denmark nu, det koster kun kr. 100,- om året.
I mine øjne er politikeres fornemmeste opgave at beskytte vores samfunds allersvageste.
Vi ved fra internationale studier, at der dør ét barn for hver ca. 8.000, der omskæres på klinikker og hospitaler. Vi har været heldige i Danmark indtil nu. Mon det kan blive ved? Mon der skal lig på bordet før vores politikere tager deres ansvar alvorligt?
Skal der lig på bordet før sundheds- og forebyggelsesminister Astrid Krag, sætter sig sammen med ligestillingsminister Manu Sareen, justitsminister Morten Bødskov og børne- og undervisningsminister
Christine Antorini og finder en løsning så alle børn i Danmark er beskyttet mod kønslemlæstelse uanset om de er piger eller drenge?
Kommentaren er bragt i Kristeligt Dagblad d. 30. juni 2913
Sundhedsstyrelsens “Notat om drengeomskæring”