Jeg var i chock…

Af Eran Sadeh
Oversat af Lena Nyhus, forkvinde
Original engelsk version / Original English version I Was Shocked…

Mit navn er Eran Sadeh. Jeg er israeler. Jeg er jøde.

Eran Sadeh taler om omskæring

Jeg blev født for 43 år siden i Tel Aviv; en sund baby med en perfekt krop. 8 dage efter jeg blev født, holdt en mand mine bittesmå ben nede, mens en anden skar en del af min penis af med en kniv.

Jeg havde smerter, jeg skreg, jeg blødte. Det er overstået. Men det der blev skåret af min penis er væk for evigt.

36 år senere blev min søn født. To dage før hans planlagte omskæring faldt jeg over afsnittet nedenfor fra Vejledning for den forvirrede (The Guide for the Perplexed) af den store jødiske filosof Maimonides, mens jeg ledte efter online anbefalinger af den læge/omskærer (mohel), som vi havde valgt.

Med hensyn til omskæring tænker jeg, at én af hensigterne er at begrænse samleje og svække forplantningsorganet så vidt muligt for dermed at forårsage, at manden bliver tilbageholdende seksuelt. Nogle mennesker tror, at omskæring har til hensigt at fjerne en defekt i mandens skabelse, men enhver kan med lethed svare: Hvordan kan et produkt af naturen være så fejlbehæftet at det nødvendiggør udefrakommende færdiggørelse, i særdeleshed når forhudens formål for organet er åbenlys. Den kropslige skade der påføres organet er nøjagtigt, hvad der er formålet. Dette er, mener jeg, hensigten med buddet vedrørende omskæring.

Jeg var chokeret. Det gik op for mig, at den jødiske motivation for omskæring var at begrænse seksuel nydelse; den samme motivation som ved kønslemlæstelse af piger.

Jeg var så forbløffet over denne tekst, at jeg fortsatte til at læse enhver smule information, som jeg kunne finde om den del, der var skåret af min penis. Jo mere jeg læste og forstod om forhudens anatomi og funktion, jo mere umuligt blev det at flygte fra den smertelige og indignationsskabende erkendelse, at min krop var blevet udsat for et overgeb, at min penis var skadet og at dens evne til at føle nydelse var begrænset og at jeg aldrig vil være i stand til at opleve og nyde sex som naturen ville det.

Amputationen af forhuden fjerner særdeles erotisk væv på størrelse med et indeks kort fra den voksne mand. En mand som mangler det beskyttende væv fra penisskaftet føler mindre nydelse, fordi han ikke har de tusinder af nerveender, der hørte til det væv, der blev amputeret. Forhuden fungerer som et beskyttende rør, der glider op og ned ad penisskaftet, reducerer friktion og stimulerer både specialiserede nerveender og penishovedet, så sex bliver mere komfortabelt og nydelsesfuldt for begge parter.

Jeg fandt rapporter, der viste, at i Israel alene bliver hundredevis af babyer hvert år hastet til skadestuer og operationsstuer for at få behandlet komplikationer som følge af amputation af forhuden.

Jeg lærte, at studier viser, at den smerte som spædbarnet gennemlever under omskæringen er traumatisk og efterfølgende påvirker hans smertereaktioner senere i livet, og jeg læste vidnesbyrd af mødre om deres drenges skrigen i helingsperioden, når det åbne omskæringssår kommer i kontakt med urin.

Takket være al den information, der blev åbenbaret for mig den dag, besluttede min kone og jeg os for også at lade vores søn forblive intakt, så jeg ringede til omskærer-lægen og aflyste den planlagte omskæring.

Som I ser er omskæring intet andet end en forskønnende omskrivning for med magt at amputere en sund kropsdel på et hjælpeløst barn, hvilket medfører en kropslig skade, der aldrig kan gøres om, samt smerte og risiko for barnet. Alt dette i religionens og traditionens navn.

Det er ikke godt nok i et land, der beskytter barnets menneskerettigheder, særligt retten til kropslig integritet og retten til ligestilling under loven.

En note til læger: Det er ikke jeres plads at udføre religiøst motiverede omskæringer. Det er en krænkelse af den fremmeste regel i jeres etiske kodeks, som lyder: Gør Ingen Skade. En tvungen amputation af en sund kropsdel uden medicinsk årsag  på en mindreårig, der ikke har givet samtykke, er et overgreb, der forårsager kropslig skade, og denne kropslige skade medfører et juridisk ansvar både kriminal- og civilretsligt, der ikke kan frafaldes. Forældrenes samtykke til omskæring er ikke gyldigt, for forældre kan ikke give tilladelse til at en sund kropsdel amputeres, når det ikke er nødvendigt medicinsk. Læger, I er ikke skæremaskiner. Jeres professionelle forpligtelse er at helbrede og behandle en patient. Hvis barnet foran dig er sundt, skal du – uanset om det er en dreng eller en pige – ikke skære noget væk fra hans eller hendes krop.

Den eneste lovformelige og etiske vej ud af denne rettighedskonflikt er at udskyde omskæring til en alder, hvor personen lovligt kan give samtykke til amputation af en del af hans penis. Min Krop – Min Ret. Denne løsning begrænser religionsfriheden. Men det er midlertidigt. Hvis du på den anden side med magt amputerer barnets forhud, når han er mindreårig og ikke kan give samtykke, så trumfer du hans kropslige integritet for evigt.

Jeg er glad for at være en del af den globale bevægelse for udryddelsen af tvangsomskæring af mindreårige. Over hele verden står mænd, der som jeg er skadede af forhudsamputation, frem og lader deres stemmer høre.

Mødre og fædre lærer om fordelene ved en normal intakt penis og om ulemperne ved en lemlæstet penis, og de slutter sig til de 80% af verden, der er ved sine fulde fem, hvor forældre velkommer deres sønner til livet uden af krænke deres kropslige integritet, uden at skade dem og uden at udsætte dem for risici.


Billedet er fra en pressekonference i Berlin d. 12. september 2012 arrangeret af Deutche Kinderhilfe (Tysk Børnehjælp), en tysk hjælpeorganisation, under titlen: Omskæring fra et børnebeskyttelsesperspektiv. Oplægget kan ses her.

Intact Denmark – Forening mod børneomskæring er ikke ansvarlig for indholdet af denne artikel. De beskrevne holdninger er alene forfatterens ansvar.

Related articles