Nu skal jomfruhinde kaldes kønskrans læser jeg i Politiken 6. Juni 2013 til både gru og glæde.
Jeg skriver side op og side ned om både pik og kusse – eller hvad i alverden det nu er politisk korrekt og hipt at kalde kønsorganerne – hver eneste dag. Det gør jeg i min egenskab af forkvinde for Intact Denmark – Forening mod børneomskæring.
Når jeg skriver om kvinden, bruger jeg konsekvent begrebet kønslæber i stedet for skamlæber. Hvorfor nu det? Jo fordi der ikke er noget som helst skammeligt over kvindens køn. Hvorfor i alverden skulle der være det? Hvis ikke min hukommelse snyder mig, så vandet driver, så er kønslæber da vist et konstrueret begreb, der blev hittet på for at afløse, udskamme og bortradere det helt og aldeles overflødige skamlæber.
På samme måde har begrebet jomfruhinde også udtjent sig selv. Forestillingen om kvinden, som en vare med emballage man kan undersøge og returnere eller destruere efter forgodtbefindende, knytter sig til jomfruhinden og trives i bedste velgående ude i verden og såmænd også enkelte steder herhjemme i andedammen.
Vi har i vores samfund piger og kvinder, der bliver reguleret med henblik på at styre og begrænse deres seksualitet, nogle få af dem bliver endda omskåret. Faktisk kom det for nyligt frem i en artikel i Den Korte Avis, at flere offentlige hospitaler i Danmark er parate til at bistå de kønslemlæstede kvinder, der har født, med at få genskabt den sammensyning af skeden, der blev udført i forbindelse med den oprindelige omskæring. De skal altså gøres rene og jomfruelige igen.
Nogle af disse kvinder lader sig kønslemlæste med stor risiko for deres helbred og liv. Og som absolut minimum med omfattende lidelser til følge. Heldigvis foregår det tilsyneladende relativt sjældent. Lad os få det helt udryddet.
De lidelser skal ikke fodres af uvidenhed og ord, der simpelthen er misvisende og gammeldags.
Hvis sproglig opfindsomhed og finurlighed kan være med til at give os alle sammen som folkefærd en klarere forståelse af kvindekønnet, så hurra for det. Jo før jo bedre og huhej hvor det går.
Lad os da endelig få et nyt og bedre ord, det er da en knaldgod idé, gerne et ord, der fejrer kvinden og sensualiteten og livet, men fri os for kønskrans, det er da bedrøvende kedeligt og kommunalgråt.
Der var engang man kaldte jomfruhinden/kønskransen/den uomdøbte for blomsten. Det er da smukt. Blomsten. Dengang tog man blomsten. Jeg foreslår, at vi genindfører blomsten indtil kreative hoveder er kommet op med endnu bedre og mere beskrivende.
Så længe vi alle sammen husker, at blomsten ikke skal tages. Den er pigens og kvindens til at give frit, hvis hun vil, uden indblanding fra andre end hende selv.
Og nu vi er ved omdøbelsen af tåbelige misvisende betegnelser for dele af vores kønsorganer, så skal vi have et nyt ord for mandens forhud.
Forhud er et fantastisk specialiseret og følsomt organ, formentlig det allermest følsomme område på hele mandens krop. Det har hele 16 forskellige funktioner og måske endda endnu flere, som vi ikke kender endnu.
Forhuden dækker halvdelen af manden penis og er på størrelse med en delikat damehåndflade – mon det er helt tilfældigt? – alligevel tillader vi raskt væk at forhuden bortamputeres fra den dreng, der skulle have haft glæde af den hele sit voksne liv. Uden af han får noget at sige.
Jeg foreslår, at POLITIKEN fluks iværksætter en konkurrence og til overflod belønner de læsere, der hitter på nogle nye, inspirerende og intime navne til Frk. Jomfruhinde og Hr. Forhud. Lad os sende deres gamle, forældede navne på pension i skammekrogen, der står nogle læber i forvejen.
Jeg møder gerne op med kindkys og blomster (af den botaniske kaliber) til Politikens kreative læsere.
Bragt som kronik i Politiken d. 9. juni 2013.